Hæren

Forsvaret klassificerer dokumenter som fortrolige for at sikre maksimal mediedækning

Læsetid: 2 minutter

Forsvaret har indført en ny praksis, hvor interne dokumenter i stigende grad klassificeres som fortrolige.

Formålet er at sikre, de bliver læst.

Det fremgår af fortrolige dokumenter fra Hæren, som Feltspaden har fået adgang til.

Her skriver en kilde fra det kontor i Hærkommandoen i Karup, hvor de stempler dokumenter dagen lang.

“Hvis vi bare stempler dem som almindelige notater, er der ingen, der læser dem,” skriver kilden og censurerer resten med en fed, sort streg, men så lækker han alligevel en sætning mere:

“Så snart der står ‘fortroligt’, begynder det at leve.”

Ifølge kilden er praksissen opstået efter flere tilfælde, hvor centrale beslutninger ikke fik nævneværdig opmærksomhed.

“Vi havde dokumenter, der var fagligt solide og vigtige for opgaveløsningen, men de blev ikke læst af nogen,” skriver kilden på Messenger til Feltspaden.

Løsningen blev at ændre formen.

Fogh på Puch Maxi

“Nu markerer vi dem som fortrolige fra start. Sådan noget elsker journalister,” forklarer kilden.

Flere af de seneste mediehistorier om Forsvarets aktiviteter er da også baseret på dokumenter, der netop har været klassificeret som fortrolige.

Ifølge kilden er det ikke tilfældigt.

“Det er en del af distributionen,” siger han og fremhæver fire eksempler:

  1. Værnepligtige skal sendes til Grønland til september på grund af mandskabsmangel.
  2. Anders Fogh Rasmussen elsker at køre på Puch Maxi.
  3. 75 procent af mandskabet i Søværnet arbejder hjemmefra.
  4. Planen for Helmandprovinsen som først forsvandt og siden blev fundet på en USB i inderlommen på en Warmpeace i Varde.

Skaber kriller

Forsvarets ledelse afviser, at der er tale om en strategi, men bekræfter, at især fortrolige dokumenter kan skabe kriller i maven på mediefolk.

Det er det ord, de bruger.

Kriller.

“Fortrolighed skaber opmærksomhed,” skriver de også i et dokument, hvor resten er censureret.

Der arbejdes nu på at udvikle nye mærkninger, der kan sikre endnu større gennemslagskraft.

Blandt andet overvejes kategorien “ekstremt fortroligt”, som ifølge kilden forventes at give ekstra liv til pressemeddelelser.

“Det er skidesjovt at stemple et dokument og se, hvor hurtigt det bliver spist af nyhedsjournalisterne,” skriver kilden til Feltspaden.

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Kaptajn Pjevs skriver om militæret. En verden, hvor alt er lidt for tungt, lidt for dumt og alligevel helt nødvendigt.

Det er journalistik fra et menneske, der har været der, og som ikke gider pynte på noget.

Kaptajn Pjevs er en militær insider med adgang til krigshistorie, depotrum og kollegiale traumer.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.