Værnsfælles

Forsvaret taber retssag om slogan: Fordi noget er værd at kæmpe for

Læsetid: 2 minutter

Forsvaret har tabt en retssag i Østre Landsret om retten til sloganet “Fordi noget er værd at kæmpe for”.

Sagen er anlagt af 25 tidligere brugere af Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København, som mener, at formuleringen ligger så tæt på det slogan, de skrev uden på huset, at der er tale om samme udsagn.

Under sagen blev der fremlagt billedmateriale af husets facade fra tiden før nedrivningen i 2007, hvor man tydeligt ser ordene på huset: Noget er værd at kæmpe for.

“Forsvaret begyndte først at bruge sloganet i 2016 eller sådan noget,” lød det fra de tidligere brugere under retsmødet.

Forsvaret har under sagen argumenteret for, at tilføjelsen af ordet “fordi” udgør en selvstændig og væsentlig ændring.

“Der er en klar forskel,” lød det fra Forsvarets advokat. “Vi opererer med en begrundelse.”

Retten var dog ikke enig.

I dommen lægges der vægt på, at “fordi” ikke i sig selv tilfører sloganet en tilstrækkelig ny betydning, men snarere “peger tilbage på en allerede eksisterende begrundelse, som må anses for indeholdt i den oprindelige formulering”.

Under sagen blev det gentagne gange forsøgt at fastslå, hvad “noget” konkret henviser til, men uden entydigt resultat.

“Det står ikke klart, hvad der kæmpes for, eller hvorfor,” fremgår det af domsudskriftet. “Det må derfor lægges til grund, at der er tale om samme udsagn i let varieret form.”

Forsvaret har efterfølgende taget dommen til efterretning, men understreger, at sloganet fortsat vil blive anvendt.

Fordi.

Noget er værd at kæmpe for.

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Kaptajn Pjevs skriver om militæret. En verden, hvor alt er lidt for tungt, lidt for dumt og alligevel helt nødvendigt.

Det er journalistik fra et menneske, der har været der, og som ikke gider pynte på noget.

Kaptajn Pjevs er en militær insider med adgang til krigshistorie, depotrum og kollegiale traumer.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.