Politik

Fra fiasko til succes: Afghanistan bliver vild med vilje

Foto: Pexels
Læsetid: 3 minutter

“Der findes ikke en militær løsning på konflikten i Afghanistan.”

Ordene er Joe Bidens, og det er åbenbart en holdning, han har haft altid.

Den amerikanske præsident gentog sætningen i sidste måned, da han annoncerede, at alle amerikanske styrker er ude af Afghanistan senest 11. september i år.

Siden har den afghanske regering haft travlt.

Ifølge Feltspadens korrespondent i Mellemøsten, Stefan Krat, har parlamentet diskuteret sig frem til to forslag, der skal stabilisere den skrøbelige stat og gøre Afghanistan til et fredeligt sted på kloden, for første gang siden Djengis Khan var dreng.

“De vil enten bygge en høj mur rundt om hovedstaden Kabul, og så ellers bare vente, til der bliver stille på den anden side,” siger Stefan Krat over en satellit-telefon.

“Og det andet forslag går på, at alle skal ryge lidt af den gode afghani og så gå hjem og sove på det.”

Parlamentet skulle have stemt om de to forslag i sidste uge, men over halvdelen af politikerne valgte på egen hånd det andet forslag, og så raslede diplomatiet sammen som så mange gange før.

Sandjord og fuld sol

Men nu har præsident Ashraf Ghani besluttet, at han bestemmer, og løsningen ligger ligefor, hvis man spørger den 71-årige politiker:

“Vi lader hele landet gro til.”

88 milliarder blomsterfrø, der tåler tør sandjord og fuld sol, skal over de næste seks måneder strøs via fly over hele Afghanistan.

Det skal være vild med vilje, og det vil både gøre Afghanistan til det mest biodiverse land i verden, og samtidig vil det være næsten umuligt at grave vejsidebomber ned, hvis der er rødder over det hele.

“Vores elskede land skal blomstre vildt og smukt,” sagde præsident Ashraf Ghani og bredte armene ud i sin dishdash.

Det fik ham til at ligne et flyve-egern, men det var der ingen, der turde sige højt.

Fredeligt blomsterland

Millioner af fugle og insekter er forsvundet fra den afghanske natur, og adskillige arter, både dyre-, plante- og svampearter, er tæt på at uddø.

Det er resultatet af årtiers trang til at tæppebombe naturen i kampen mod terror og i forsøget på at leve op til et oldgammelt, afghansk skønhedsideal med smadrede lerhuse, golde minefelter og fattigdom.

Det vil et fredeligt blomsterland også lave om på, lover præsidenten.

Samtidig kan regeringen spare en stilling væk i den tekniske afdeling, hvilket betyder, at han allerede er nakkeskudt.

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Født i 1976 i Jelling. Blev udsendt til Helmandprovinsen i 2012 som delingsfører for 35 afghanske soldater i Camp Shorabak. Det var hans første og eneste udsendelse. Han taler aldrig om det.

Indtil sin opsigelse underviste han på Kampskolen i aftrækkerteknik med middelmådig succes.

Kaptajn Pjevs bor i dag i Køge, hvor han sælger støvler, høreværn og barduner fra en ladcykel bag stationen.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Feltspaden på Instagram

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.