“Hvad tænker du om Hjemmeværnet?”
Jeg er til påskefrokost, og min sidemand er løbet tør for noget at tale om.
Jeg siger ingenting; smiler bare.
Og så griner jeg.
Det er selve ordet, der får mig til at grine.
Hjemmeværnet.
Det er noget, jeg har lært. At Hjemmeværnet er til grin.
Ligesom jeg har lært, at svaner kan brække min arm, at Oberst Møllers søn er Jokeren, og at Richard Gere har haft en ørkenrotte langt oppe i måsen.
Jeg aner ikke, hvor det kommer fra.
Det er bare noget, jeg ved.
En anden historie
På vej hjem tænker jeg på Jan Grundal fra folkeskolen.
Vi mobbede den dreng i næsten syv år, fordi han var fed og havde briller.
Det var ikke fair, men hold nu kæft hvor vi grinede.
Vi lavede også dårlige vittigheder om ham:
Hvad sker der, når Fede-Jan kommer cyklene i gul regnjakke?
… så finder alle børnene deres buskort frem.
Jan Grundal sad med våde øjne bagerst i klassen og forsøgte at lade som ingenting i årevis.
Men så kom vi i niende, og Jan fandt ud af, at fed også betyder tung, hvorefter han væltede Peter Vrads omkuld i skolegården og bed hans venstre brystvorte af.
Men det er en anden historie.
Min pointe er, at Hjemmeværnet er hele Danmarks Jan Grundal.
Kæntrede kanofolk
Jeg kunne nævne mange gode ting om Jan.
Han var skarp til matematik, og han havde en møglækker storesøster.
Men det er ligegyldigt.
Fuldstændig.
Han vil for evigt være Fede-Jan i mit hoved.
Jeg kunne også nævne mange gode ting om Hjemmeværnet.
De hiver kæntrede kanofolk i land, passer på synagoger i København, sikrer lufthavne, leder efter forsvundne danskere og står på vagt i Afghanistan.
De hjælper, hvis det blæser og sneer, hvis lokummet brænder, eller Seest sprænger i luften.
Og de gør det sgu frivilligt.
Men det er ligegyldigt.
Fuldstændig.
De er weekendkrigere, våbenglade spejdere, kaffetørstige fede svin med alt for meget fritid.
Det har de været i en evighed, og Hjemmeværnet har i cirka ligeså lang tid kæmpet en ulige kamp op ad bakke for at ændre lige præcis dét.
Det er et mirakel, at ingen har fået bidt deres brystvorter af.
“Vi er tynde indeni”
I 2016 deltog 4.000 hjemmeværnsfolk i en gigantisk øvelse i Jylland, der skulle “styrke Hjemmeværnets image.”
I 2014 ville en milliondyr kampagne forbedre omdømmet og dræbe det “gammeldags weekendkriger-image.”
I 2005 tog et nyt slogan kampen op med fordommene: “Vi træder frem, hvor andre viger tilbage.”
I 1999 skulle en reklamefilm på tv skaffe flere medlemmer og “få folk til at se anderledes på Hjemmeværnet.”
Og alligevel er der i dag stadig flere fordomme om Hjemmeværnet, end der er frivillige.
Det begyndte med frihedskæmpere, der højt flyvende på frihed sagde: “Aldrig mere en 9. april.”
70 år efter er Hjemmeværnet landet i en halvtom lufthavn, hvor modtagelsen består af fire fyre i fat-suits, der slår sig på maverne og siger:
“Vi er altså tynde indeni!”
Tandlæge i Vejle
Men er der ikke noget om snakken?
Er de ikke lidt småfede derinde, og hvad med den der video på Youtube, hvor Hjemmeværnet er på skydebane?
Det er da til grin.
Jeg ved det godt, eksemplerne hober sig op.
Så står de der i en rundkørsel med en refleksvest udenpå kampuniformen.
Hallo!
Vil I ses, eller vil I ikke ses?
De gamle jokes ruller så nemt ud på tungen, men så opdager jeg pludselig Jan Grundal på Facebook.
Han har fan’me tabt 25 kilo og arbejder som tandlæge i Vejle.
Verden vender vrang nu, og jeg scroller tankeløst videre, væk, og så havner jeg på et opslag fra Hjemmeværnet.
De søger frivillige.
De civile!
Kommentarsporet er flere meter langt:
Nils Søeholm: “Der bruges alt for mange statslige kroner på denne camouflerede fritidsinteresse.”
Christian Halmgaard: “Tænker, der er pænt meget plads til forbedring.”
Erik Hild Petersen: “Altid rart at være forberedt, hvis landet bliver angrebet af gøglere og citronmåner. Hip hip hurra for weekendkrigerne.”
Og så slår det mig.
Det er de her mennesker, Hjemmeværnet forsøger at værge.
De civile!
Det kan da godt være Hjemmeværnet har et par kilo tilovers, men hos de civile er der jo tale om en fedme-epidemi.
De civile er årsagen til, at alle andre er nødt til at være ekstra forsigtige i trafikken.
De er årsagen til, at man aldrig skal læse kommentarerne til artiklerne på Dagbladet Information.
De kommer nogle gange op at slås om, hvem der har tabt i fodbold, forfanden!
Alligevel bruger Hjemmeværnet to millioner timer om året på at hjælpe de utaknemmelige hverdagsidioter.
Og det er næsten irriterende så høfligt Hjemmeværnskommandoen svarer alle på Facebook.
Henning Larsen: “Jeg forstår ikke, folk vil være lørdag og søndag soldater.”
Hjemmeværnskommandoen: “Vi slås med gamle fordomme om, hvem Hjemmeværnet er, og hvilke opgaver vi løser – og vi forsøger hver dag at gøre opmærksomme på, at Hjemmeværnet har ændret sig over tid.”
Tænk at vågne op til den kamp.
Hver evig eneste dag.
Uden at bide én eneste brystvorte af.
