Konstabel Tunberg, 21, talte til Forsvarets årlige briefing om fastholdelse i Oksbøl torsdag. Her er den fulde ordlyd af talen, som begyndte med et svar på spørgsmålet: Hvordan har du det lige nu?
“Helt forkert.
Jeg burde slet ikke stå her.
Jeg burde stå på den anden side af hegnet med en ærlig løn og en fremtid.
Og alligevel er I overrasket over, at vi mangler soldater med erfaring.
Hvad fanden bilder I jer ind?!
I har stjålet mine bedste år med tomme ord om CU, gode missioner og godt grej i læssevis.
Og jeg er endda én af de heldige!
Overkonstabler lider.
Pansrede biler uddør.
Hele kompagnier kollapser.
Vi er i begyndelsen af en masseudryddelse, og det eneste, I taler om, er traditioner og eventyr om nye ørkenstøvler.
Og frugtordninger!
Hvad fanden bilder I jer ind!?
Siden 1864 har udviklingen været klar.
Unge mennesker er soldater, og soldater er unge mennesker.
Hvor vover I at fortsætte med at kigge væk og komme her og sige, at I gør jeres bedste, når løsningen stadigvæk er totalt til højre for højrebegrænsningen.
Der mangler 50 mand i Varde.
Der mangler 100 mand her i Oksbøl.
Jeg har set hundredvis af gode folk pisse ud i det civile med et smil.
I siger, I hører os. At I forstår situationen.
Det har jeg ikke lyst til at tro på.
For hvis I virkelig forstod og stadig blev ved med at sige, at vi mangler soldater, fordi folk i dag hellere vil bo i store byer eller køre i en haubits, der blev bygget i går, så har I glemt, hvad dét at gå til soldat handler om.
Og det nægter jeg at tro på.
Den populære ide om, at man kan træne en soldat op og beholde ham i systemet i 40 år, har vist sig at være fyldt med fejl og mangler.
Knæer bliver ømme.
Simpelthen.
Der kommer koner, mænd og børn til.
Og børnene får hurtigt mere i løn en soldaten; det kræver kun, at de bliver SOSU-assistenter.
Pak lige en stolthed ind i det!
Det er ikke acceptabelt.
Lige her, lige nu, trækker jeg en streg i sandet.
Uanset, om I kan lide det eller ej.
Jeg siger op.
Og jeg afleverer maks halvdelen af mit grej.
Tak!”
