For tredje år i træk er den vestjyske by Brikby blevet kåret som Europas farligste by. Myndighederne erkender, at situationen er “kompleks”, men afviser samtidig, at den er ude af kontrol.
“Vi har et godt overblik over byen, og den ryger,” lyder det i en presset meddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der ser til fra en drone, imens endnu en militærenhed sendes ind i de centrale kvarterer omkring Rådhuset.
Ifølge de seneste tal er voldsniveauet i Brikby fortsat markant højere end i resten af Europa. Skyderier, overfald og koordinerede angreb finder sted dagligt. Ofte flere gange i timen.
Vidner beskriver en by, hvor det er umuligt at bevæge sig fra A til B uden at træde i et tomt patronhylster eller få tåregas i halsen.
Eksperter peger på, at Brikby i stigende grad minder om sydafrikanske Pietermaritzburg, der i flere år har toppet internationale ranglister over farlige byer. Forskellen er, at hvor kriminaliteten dér opstår spontant, synes den i Brikby at være bemærkelsesværdigt velkoordineret.
“Jeg har aldrig set noget lignende,” siger lektor Henrik Vibe, der forsker i international kriminalitet og bandemiljøer ved Københavns Universitet.
“Det er planlagt. Det er voldsomt. Det er langt ude,” siger han også.
Indbyggerne har længe klaget over den massive tilstedeværelse af tungt bevæbnede styrker i gaderne. Myndighederne fastholder dog, at indsatsen er nødvendig.
“Vi bliver nødt til at være til stede,” udtaler en talsmand. “Hver gang vi trækker os ud, bryder det hele sammen igen inden for få timer.”
Trods gentagne indsatser tyder intet på, at udviklingen vender. Tværtimod rapporteres der om stadig mere avancerede konfrontationer, hvor både køretøjer, sprængmidler og koordinerede enheder tages i brug.
Ejendomsmæglere forsøger fortsat at holde markedet i gang, men de må erkende, at det er op ad bakke.
Det forklarer den lokale mægler Asger Simonsen fra Oksbøl Hytter og Huse:
“Der er charme i det rå. Men det her er lige i overkanten. Der er forfanden skudhuller i alle facaderne.”
Udenrigsministeriet fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til Brikby.











