KØBENHAVN. Militærpsykolog Mads Mysselssky fra Veterancentret roser DR og TV2 for deres afdæmpede og selektive dækning af politikernes mulighed for anonymitet i den kommende Afghanistan-udredning.
Sagen har været behandlet i debatprogrammer på DR P1, men fylder ifølge Mysselssky begrænset i den brede nyhedsstrøm. Det ser han som en faglig fordel.
“Vi ved, at det kan føles som at få en kold, rusten bajonet direkte ind i retfærdighedssansen, når veteraner ser ansvar blive gjort diffust,” siger han.
Ifølge Mysselssky handler den journalistiske tilbageholdenhed om at beskytte veteraner mod for stærke sammenhænge mellem beslutninger og personer.
“Hvis alt bliver bundet for hårdt sammen, opstår der det, vi kalder kognitiv overbinding,” forklarer han.
Muligheden for anonymitet i udredningen betyder, at politiske aktører kan optræde uden navn, uden at det fremgår offentligt, hvem der har ønsket det.
For Mysselssky er det en nødvendig form for regulering.
“Veteraner fungerer bedst i segmenteret virkelighed, og hvis de udsættes for for mange direkte forbindelser mellem handling og ansvar, kan det skabe det, vi kalder lineær virkelighedsbelastning, og det er en af de mest undervurderede belastningsformer i moderne samfund,” siger han.
DR og TV2 beskrives af Mysselssky som vigtige medaktører i denne regulering, og i denne sag har medierne udvist et fornemt ansvar for sårbare grupper i samfundet, mener militærpsykologen.
Veterancentret oplyser, at man følger udviklingen tæt gennem sine faglige miljøer og fortsat arbejder med “differentieret virkelighedsbelastning” som en del af sin praksis.











