Tirsdag den 21. maj 2004 vågnede en deling værnepligtige op til et sært syn.
De lå i BSO i terrænet ved Oksbøl og pludselig faldt flere ugler ned fra himlen og ramte deres teltflager.
“Vi fløj bare ud af posen,” siger Mikael Ubbesen, der i dag arbejder som mekaniker i Vejle.
“Jeg tror, der faldt 20-25 ugler ned rundt om os i løbet af nogle få minutter.”
Fuglene var døde, inden de ramte jorden.
Flere i delingen havde desuden undret sig over, hvorfor det stank så meget i området.
Men en seniorsergent havde befalet dem til at lukke røven.
“Det regner altid i Oksbøl. Det stinker altid i Oksbøl. Deal with it,” sagde han og satte sig irriteret i tørvejr i en GD.
Ved Børsmose så feltpræsten, Ole Lefeldt Rask, massedøden på afstand.
“Det var, som om de ramte en usynlig mur, og så drattede de bare ned fra himlen én for én.”
Feltpræstens første reaktion var at dobbeltjekke biblen.
Han mente bestemt, at det kun var frøer, der plejede at falde ned fra himlen.
Efter tyve minutter i en hugsiddende læsestilling måtte præsten give sig selv ret.
Der stod ingenting i de hellige tekster om ugler, der falder ned i flok.
Røvtur
Hvad der forårsagede den store ugledød har siden været et stort spørgsmål.
Men nu har en klimaforsker fra The University of Nonsense i Holland fundet årsagen.
På grund af de massive mængder menneskelort fra soldater i området blev uglerne forgiftet af ammoniak, der steg til himmels.
Ammoniak, den farveløse, giftige luftart med den gennemtrængende, ubehagelige lugt.
“Menneskelortene, den store mængde fugt i Oksbøl og forårets temperaturskift. Det er forklaringen,” siger seniorforsker Julia Paria Bruten.
Uglerne, som er fredet i Danmark, har ekstra følsommme sanser, og er derfor de første til at styrte, hvis ammoniakdampene bliver for voldsomme.
Ugler holder sig derfor oftest langt væk fra landmænd og festivaller.
Men her, i Oksbøl, er de blevet overrasket.
De er fløjet lige ind i dunsten fra tonsvis af dampende soldatermøg.
Lortedunsten er gået lige op i de små fuglenæser, og uglerne har ikke haft en chance.