Værnsfælles

Ny service til sergenter: Byt en værnepligtig

Læsetid: 2 minutter

Det er ikke let at være sergent for de værnepligtige.

De står hver morgen til appel med våde øjne i en uniform, der ligner pis, og de er altid sultne og trætte og har hjemve.

Og det er de bedste af dem.

De værste får vabler på turen over til kantinen, de smider nøglen væk til deres skab flere gange om ugen, og de er bange for mudder, for mørke og for at mobilen løber tør for strøm.

Alle sergenter har haft et brændende ønske om at sætte den slags dræn på et tog ud af verden.

Det ønske bliver nu opfyldt som en forsøgsordning i Oksbøllejren.

Her kan værnepligtige fremover byttes tirsdag og torsdag fra 06.30 til 07.30

“Selvom Forsvarets Dag sorterer de allerværste fra, dukker der altid nogle op, som er fuldstændig uduelige,” siger sergent Jakob ‘Skorpen’ Sørensen, der netop har været på depotet for at bytte en menig Greve til en menig Hjørring.

Menig Greve mistede otte stumper på tre dage og havde pikhud på fingrene; Han fik blå mærker af at tage ladegreb.

“Så håber vi, det går bedre med Hjørring,” siger Jakob ‘Skorpen’ Sørensen og dunker den nye model i ryggen.

Hvis ordningen går godt, bliver det implementeret på alle landets kaserner, fortæller generalløjtnant Flemming Lentfer, direktør for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

“Vi ønsker at give sergenterne det bedste materiel at arbejde med. Hvis en værnepligtig ikke virker, som den skal, er det vores ansvar at levere en ny,” siger han.

De skrottede værnepligtige bliver indtil videre opbevaret på depotet i Oksbøllejren.

Her får de mad to gange om dagen og strøm til deres mobiler.

De vil enten blive sendt hjem i løbet af kort tid eller få opgaver på UMAK.

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Kaptajn Pjevs skriver om militæret. En verden, hvor alt er lidt for tungt, lidt for dumt og alligevel helt nødvendigt.

Det er journalistik fra et menneske, der har været der, og som ikke gider pynte på noget.

Kaptajn Pjevs er en militær insider med adgang til krigshistorie, depotrum og kollegiale traumer.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.