Jeg var værnepligtig i 1946.
Krigen var slut, men den lå stadig rundt omkring.
Min værnepligt var 12 måneder.
Vi stod med skarpt i riflerne, hvis nu tyskerne kom tilbage.
Jeg var 19 år gammel, og jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis de kom igen.
Jeg havde nok bare gemt mig.
Hele verden havde tømmermænd.
Det havde vi også.
En morgen stod sergent Henriksen og sagde, at vi skulle sydpå.
Vi marcherede hele vejen ned i Nordtyskland.
Jeg har aldrig haft så mange vabler.
Blodet løb bare ud i støvlerne.
Vi gik hele vejen til Neumünster.
Der lå det hele.
Hjelme, hegn, halve planer og det, vi bare kaldte krigen.
Det flød.
Vi startede i udkanten og arbejdede os ind.
Man tager det i lag.
Først det løse.
Så det, der sidder fast.
Vi samlede det sammen i bunker.
Der gik tyskere rundt imellem os og ledte efter deres ting.
Og deres børn og tanter.
Det er mange år siden nu, men jeg har tit tænkt på, at det egentlig er forkert, når vi siger, at Hitler invaderede Polen først.
Det første land, han invaderede, var jo Tyskland.
Der var ingen, der kunne finde hinanden.
Alle fordøre var sparket ind.
Men vi fandt en hund, som vi kaldte Messerschmidt.
Efter flyet.
Ham politikeren var ikke født endnu.
Den gik med os rundt mellem murbrokkerne og snusede til al Hitlers ondskab.
Sergent Henriksen stod for at pege.
Han sagde, hvad der var hvad.
Han var min første mellemleder.
Han lavede ikke alverden.
Han pegede bare.
Vi andre tog fat.
Vi bar det væk.
Lagde det i system.
Der var også noget, der ikke kunne flyttes.
Det gik vi udenom.
Det lærte man hurtigt.
Efter nogle uger begyndte det at ligne noget, man kunne gå i.
Der var luft mellem tingene.
Man kunne se jorden igen.
Så fik vi besked på at stoppe.
Resten skulle vi bare lade ligge.
Det ligger der sikkert endnu.
