123 unge kæmpeskildpadder er her til aften vendt tilbage til deres hjem, et avlscenter på Galapagosøerne.
Ecuadors miljøministerium oplyser, at skildpadderne efter omstændighederne har det godt.
“De skal bare have et par timer på skjoldet,” siger en talsmand.
I tirsdags blev alle kæmpeskildpadderne bortført, og myndighederne har siden efterforsket sagen.
Skildpadderne er af arterne Chelonoidis vicina og Chelonoidis guntheri, som betyder ‘virkelig sjælden’ og ‘virkelig vigtig for naturen’.
Men her til aften er de holdt op med at være bortført.
De var i Peru
En kilde tæt på kongehuset fortæller, at kronprins Frederik i eftermiddags ringede efter et Hercules-fly, fordi han gerne ville løbe en tur i Østrig.
“Det var dækhistorien,” siger Jørgen Stål, en mangeårig, kongelig livvagt.
“Kronprinsen bestilte også et stort fiskenet og sagde, at han regnede med at få bid 123 gange,” griner Jørgen Stål indforstået.
Rygterne vil vide, at Pingo fandt kæmpeskildpadderne i byen Talara i Peru.
En havneby, der ligger ud til det Sydlige Stillehav, cirka 1.200 kilometer fra gerningsstedet.
Tyrkisk olfert
Peruvianske betjente fandt for få timer siden fire mænd hængende ned fra loftet i en forladt bygning på havnen.
De hang i deres underbukser i det, der kaldes en tyrkisk olfert.
Det er, når man trækker et offers underbukser så langt op ad maven som overhovedet muligt.
En omvendt olfert, der giver flade løg og fine stemmer.
De fire mænd står derudover til en fængselsstraf på op mod ti år.
De beskriver deres overmand som en lynhurtig, sortklædt muskel, der skældte ud på fransk, imens han forsigtigt lagde alle skildpadderne i et stort net og forsvandt.
Pingo har været på spil igen, og Feltspaden følger sagen.