Forsvaret indfører nu et landsdækkende forbud mod smartphones i de første tre måneder af værnepligten. Tiltaget skal styrke koncentration, grundlæggende færdigheder og det, Forsvaret selv betegner som “analog robusthed”.
Det oplyser flere kaserner, hvor de første hold allerede er blevet frataget deres telefoner ved ankomst.
Forbuddet gælder hele rekruttiden og omfatter alle personlige enheder med skærm. De konfiskerede telefoner opbevares i et våbenkammer og udleveres igen, når de værnepligtige har opnået tilstrækkelig analog forståelse.
Det er noget, landets seniorsergenter har fået til opgave at vurdere.
Ifølge Forsvaret er beslutningen truffet efter flere års erfaring med rekrutter, der møder ind med en høj grad af digital selvtillid, men begrænset evne til at kigge op og ud i virkeligheden.
Prik på en skærm
“De kan godt finde en restaurant i Barcelona,” siger seniorsergent Ellegaard på Holstebro Kaserne.
“Men de kan ikke finde tilbage til kasernen uden en prik på en skærm.”
I stedet skal de værnepligtige nu gennemgå et struktureret forløb, hvor de lærer basale færdigheder som kortlæsning, brug af kompas og det at huske beskeder uden at tage et billede af dem.
Flere steder er der desuden indført øvelser i såkaldt uassisteret ventetid, hvor rekrutterne opholder sig i længere perioder uden input.
“Det er der, det begynder at gøre lidt ondt,” siger Ellegaard.
“Mange af dem aner simpelthen ikke, hvad de skal gøre, når der bliver stille i deres hoveder.”
Gammelmandsting
Forsvaret afviser, at der er tale om en straf, og understreger, at forbuddet har et pædagogisk sigte.
Rekruttiden varer tre måneder, og når den er overstået tilfredsstillende, vil de værnepligtige igen få adgang til deres telefoner – hvis de selv kan finde dem.
Slutprøven bliver en uges øvelse, hvor alle telefoner er spredt ud i hele Oksbøl Øvelsesterræn og tegnet ind på et hærkort.
Hvis de værnepligtige kan finde deres telefon, må de stikke den i lommen igen.
“Og så er det sgu ærgerligt, hvis telefonen ikke er vandtæt,” siger seniorsergent Ellegaard og rømmer sig, før han bliver alvorlig og siger gammelmandsting igen:
“Vi kan jo ikke bygge soldater på notifikationer.”











