Søværnet

Søværnet forbyder kultfilmen ‘Martha’ på alle skibe

Læsetid: 3 minutter

 

“S/S Martha prægtige skude,
Du er skøn som en tun i leg
De, der siger, du er grim som en ælling
Rynket af rust
og fedtet af møg
og langsom og sløv
og hæslig som få
De kender ikke spor til din charme
Gamle Martha vi elsker dig”

Alle sømænd kender melodien til teksten ovenover. Den kører rundt i hovedet på dem allerede efter tredje strofe. Siden 1967 har filmen ‘Martha’ været fast pensum for alle, der har været mere end 20 minutter på søen.

I Søværnet er filmen obligatorisk på alle togter. Både de internationale missioner og de små ture i dansk farvand.

Da Søværnet sejlede kemiske våben ud af Syrien i 2016, kørte ‘Martha’ på repeat i messen i tre måneder. Ligesom alle tilbageholdte pirater ved Somalias kyst er blevet tvangsindlagt til filmen, der blandt andre har Ove Sprogøe og Poul Reichhardt på rollelisten.

Men ‘Martha’ vil fremover være forbudt i Søværnet, fortæller chefen for Marinestaben, kontreadmiral Torben Mikkelsen:

“Sømændene i ‘Martha’ er stærkt alkoholiseret. Telegrafisten er ordblind. Styrmanden har mere styr på at nedlægge damer end at lægge en kurs. Der bedrives kreativ bogføring, og alle hader autoriteter i den film. Det er ødelæggende for moralen hos moderne sømænd.”

Torben Mikkelsen har ikke umiddelbart et forslag til en ny film, der kunne overtage pladsen efter ‘Martha’.

Han vipper lidt i støvlerne og foreslår først ‘Das Boot’, men da Søværnet ikke har U-både længere, giver det minus mening. Så kommer han i tanke om Christopher Nolans nye film ‘Dunkirk’. Der er masser af skibe i den.

Men det er jo civile skibe, der kommer soldater til undsætning, fordi de ikke magter at komme ud af Frankrig selv…

“Point taken,” siger kontreadmiralen og kradser i sit gråhvide skæg på hagen.

“Men se på Hæren,” siger han så.

“Der har soldaterne i mange år dyrket deres helte i ‘Band of Brothers’, ‘Full Metal Jacket’ og ‘Platoon’. Imens har Søværnet tilbedt et rustent lorteskib med en pissefuld besætning, der skændes og fusker med regnskabet. Det er simpelthen pinligt,” siger Torben Mikkelsen, der opfordrer alle ansatte i Søværnet til at lukke øjnene, hvis de tilfældigt kommer forbi en skærm, der viser filmen.

“Søværnet skal fremstå professionelt. Det kan vi ikke, hvis vores helte er en arbejdssky Poul Reichhardt og en småkriminel Ove Sprogøe. Det siger sig selv.”

Straffen er hård, hvis en sømand eller søkvinde bliver taget i at se ‘Martha’ i smug. Det udløser med det samme en fyreseddel. Hvis det sker under sejlads ryger vedkommende overbord. Færdig. Slut.

Forbuddet træder i kraft 1. januar, 2018.

Her er et kort klip fra den forbudte film… 

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Født i 1976 i Jelling. Blev udsendt til Helmandprovinsen i 2012 som delingsfører for 35 afghanske soldater i Camp Shorabak. Det var hans første og eneste udsendelse. Han taler aldrig om det.

Indtil sin opsigelse underviste han på Kampskolen i aftrækkerteknik med middelmådig succes.

Kaptajn Pjevs bor i dag i Køge, hvor han sælger støvler, høreværn og barduner fra en ladcykel bag stationen.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Feltspaden på Instagram

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.