OKSBØL. En hændelse med en dansk kampsoldat bliver nu undersøgt, efter at han angiveligt har gennemført en modaktion mod en ulv, der stjal en støvle under øvelsen Brave Lion i april.
Ifølge kilder sneg soldaten sig i de tidlige morgentimer ind på en ulv, der lå og sov i terrænet nær Selager Lade i Oksbøl Øvelsesterræn.
Her skulle han have fjernet en pote fra dyret.
Hændelsen beskrives internt som en “1:1-reaktion”.
“Øje for øje, tand for tand,” siger en vognkommandør med kendskab til sagen.
“En støvle for en pote.”
Det er uklart, hvordan soldaten har fået adgang til ulven, der ifølge Forsvarets egne retningslinjer ikke må opsøges.
Retningslinjerne foreskriver desuden, at soldater ikke må tiltrække ulve med mad eller affald, samt at de skal forsøge at skræmme dyret væk med høje lyde og bevægelser.
Ifølge kilder blev ingen af delene anvendt i den konkrete situation.
“Han sneg sig simpelthen bare derhen og tog poten,” siger en oversergent og smiler.
Forsvaret ønsker ikke at kommentere sagen, men siger så alligevel, at “der generelt er fokus på korrekt håndtering af både materiel og fauna under øvelser”.
Soldaten har efterfølgende udfyldt en tab/skade på sin støvle.
Det er endnu uklart, hvordan poten er blevet kategoriseret.











