Politik

Taliban fremlægger uvildig Afghanistan-rapport: “Vi har taget alle de dumme citater med”

Læsetid: 2 minutter

KABUL. Mens den danske Afghanistan-udredning fortsat afventer udgivelse, har Taliban nu fremlagt deres egen uvildige rapport om krigen i Afghanistan.

Rapporten er på 34 sider, væsentligt kortere end den færdige, men ulæste rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier, som er på 1000 sider, men ifølge Talibans talsmand, Abdel Qandahar, er det, fordi bortforklaringer altid fylder mere end sandheden:

“Vi har bare skudt fra hoften. Ligesom vi gjorde i kampene mod Nato. Med ærlighed og IED’er kommer man længst. Åbenbart,” siger han.

Talibans udredning er en slags offentlig debriefing af den 20 år lange krig, hvor sejren bliver fejret og sammenlignet med sejren over Rusland i 1989, men Talibans nederlag bliver også penslet ud i detaljer så “næste generation af krigere ikke begår samme fejl,” som der står.

Taliban beskriver selv, at de var alt for dårlige til skjul og sløring, at sandaler fremover er forbudt til baghold, og at det kunne være en god ide at koordinere lidt bedre på ledelsesplan før et angreb.

“Vi var tit uenige om, hvornår en operation var en succes, og det kostede dyrt. Og vores morgenbriefinger blev lidt for ofte bare til brunch,” siger Mullah Shah Wali, en fremtædende talibanleder i Helmandprovinsen, der, ligesom alle andre i Talibans ledelse, står frem med navn i rapporten.

“Der er mange ting, jeg kunne dø af, men et lille navn i en stor rapport, er ikke én af dem,” siger Mullah Shah Wali til Feltspaden.

Et andet kapitel i udredningen handler om Talibans materiel:

“AK-47 virker altid. Det er brugeren, der er problemet,” står der, hvorefter chefen for Kampskolen i Pakistan, Hafiz Samad, er citeret for at sige:

“Hvis folk kunne lade være med at save kolben af og ryge opium før solopgang, ville træfsikkerheden stige markant. Kraftedeme da utroligt det skal siges højt.”

De sidste to kapitler af Talibans udredning af Afghanistankrigen handler udelukkende om, hvad de har lært af krigen mod Nato:

“De havde urene. Vi havde tiden. De havde Pizza Hut. Vi havde gedemælk. De mistede mange. Vi mistede flere. De rejste hjem. Vi bor her stadig. De havde natkampsudstyr. Vi så ingenting. De tabte. Vi vandt.”

Feltspaden har læst alle 34 sider, og vil de følgende uger skrive meget mere om sagen…

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Kaptajn Pjevs skriver om militæret. En verden, hvor alt er lidt for tungt, lidt for dumt og alligevel helt nødvendigt.

Det er journalistik fra et menneske, der har været der, og som ikke gider pynte på noget.

Kaptajn Pjevs er en militær insider med adgang til krigshistorie, depotrum og kollegiale traumer.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.