I havde fly. I havde artilleri. I havde droner, pansrede biler, helikoptere og lejre fyldt med mad, ammunition og internet. Lige lidt hjalp det. Ikke én eneste gang var I tæt på at ramme mig. Upræcise hunde!
Jeg har levet af flodvand, majs og opium i 15 år, imens I sad i jeres fine lejre med pandekager og saftevand. På gode dage havde jeg lige akkurat energi nok til at bygge en bombe og grave den ned. På mindre gode dage spillede jeg bare bonde, når I kom forbi. I gennemskuede det aldrig. I er så nemme.
Men I er virkelig gode til at slås. I kan det der med at løbe frem, skyde, kaste bomber og snakke i radio. Jeg så det flere gange på tæt hold. Det var et imponerende syn.
Men her er et råd: I bliver nødt til at slippe den angst for døden. Hvis en af jer blev ramt, klumpede I jo sammen som får og sad helt stille. Alting gik i stå for jer. Det var så nemt for mig at skifte stilling.
I så i øvrigt åndssvage ud med det sikkerhedsudstyr. Briller, vest, hjelm, handsker, panser her og der og alle vegne. På afstand lignede I angste robotter på vej til månen! Jeg ved godt, at alt det panser handlede om sikkerhed og fagforeninger, men det gjorde jer langsomme. Jeg kunne nå at stoppe indtil flere piber og grille en ged, før I ramte et af vores baghold. Tøser!
En enkelt gang var I faktisk tæt på at få mig. Jeg lå og sov, ikke langt fra en lejr I kaldte FOB Keenan, da en lyshåret soldat trak mig op og spurgte, om jeg vidste, hvor Taliban var. Jeg havde røget tæt hele natten, så jeg var helt ødelagt i hovedet, og i forvirringen var jeg lige ved at pege på mig selv. Men så pegede jeg nordpå og fortalte en løgn om en landsby, der var fuld af talibanere. Soldaten lyste op og gik.
To dage efter kørte I en operation deroppe. Landsbyens beboere blev så bange, da de så jeres biler komme buldrende, at de fandt rifler frem og forsvarede sig. Hele byen blev smadret af jeres bomber. Det var et mægtigt syn.
Det var sådan, jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne få jer til at slå ihjel for mig. Man skulle bare pege og sige: Taliban er der. I gik jo helt amok. Vanvittige hunde!
Nu er I her så ikke længere. Det er faktisk lidt trist. Min hverdag var på mange måder mere spændende, da I kørte rundt i jeres tossede biler og sagde ting som: Vi er kommet for at skabe sikkerhed og demokrati. Vi bliver her, indtil I kan tage vare på sikkerheden selv.
Jeg er stadig imponeret over, at I havde overskud til at fyre jokes af på den måde. Morsomme hunde!
Men jeg savner jer. Ligesom en kæreste, man smider ud af jordhulen, fordi hun er irriterende, men så snart hun smutter, begynder man at savne præcis det, der var irriterende. Jeg savner jeres larm. Jeres store affaldsbunker. Jeres vilde måde at smide bomber på.
Jeg savner jeres grimme lejre, jeres lyse hud og demokrati-jokes. Jeg savner lyden af en kampvogn, der kører på en af mine bomber. Jeg savner spændingen, adrenalinen, de lange nætter fyldt med krudt.
Tak for kampen, tøser.
