Udenfor kategori

To konstabler fyret for ikke at grine af vittighed under morgenappel

Læsetid: 2 minutter

To konstabler fra en mekaniseret infanterienhed i Jylland er mandag blevet hjemsendt, efter de gentagne gange undlod at grine af deres delingsførers vittighed under en helt almindelig morgenappel.

Episoden fandt sted torsdag morgen, hvor en erfaren delingsfører ifølge vidner forsøgte at lette stemningen, før en ny øvelsesuge.

“En kvinde var i Brugsen og ville købe en agurk og en frysepizza,” råbte han ud i morgentågen.

“Ekspedienten spurgte: Er du single? Og kvinden sagde: Hvordan kunne du gætte det?”

Delingsføreren holdt en pause og kiggede op.

“Fordi du er pissegrim.”

Hele delingen grinede højlydt.

Undtagen to konstabler, der reagerede ved at stå helt stille.

“De stod bare og måbede,” fortæller en rystet gruppefører.

Eskalerede hurtigt

Situationen udviklede sig, da delingsføreren gentog pointen og selv begyndte at grine.

“Fordi du er pissegrim!”

Men de to konstabler grinede stadig ikke.

Ifølge interne kilder forsøgte den ene konstabel at redde situationen med et forsinket smil. Den anden konstabel skulle angiveligt have kigget ned i jorden.

Undskyldning afvist

Efterfølgende har de to konstabler undskyldt deres manglende reaktion.

I en fælles mail skriver de:

“Det var en upassende reaktion ikke at grine af vittigheden. Vi er selv skamfulde og arbejder på at forbedre vores situationsfornemmelse fremadrettet.”

Undskyldningen bliver dog afvist af ledelsen.

“Hvis ikke nogen havde påpeget det, var de bare fortsat med ikke at grine,” siger en seniorsergent.

Han understreger, at problemet ikke er humorens indhold, men modtagelsen af den.

“Vi har en meget bred definition af, hvad der er sjovt i Forsvaret. Vi griner for eksempel lige så meget af døden som af lønnen, og det bliver man nødt til.”

Ifølge Feltspadens oplysninger er begge konstabler nu overført til et civilt jobcenter, hvor de forventes at kunne udvikle deres humoristiske kompetencer i et miljø med bløde puder.

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Kaptajn Pjevs skriver om militæret. En verden, hvor alt er lidt for tungt, lidt for dumt og alligevel helt nødvendigt.

Det er journalistik fra et menneske, der har været der, og som ikke gider pynte på noget.

Kaptajn Pjevs er en militær insider med adgang til krigshistorie, depotrum og kollegiale traumer.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.