Vedersø Klit ligger, som om nogen bevidst har forsøgt at bygge så lidt som muligt. Klitterne bølger ind over landskabet. Marehalmen står på vagt i vinden. Husene gemmer sig bag sand og stråtag, som om de håber på aldrig at blive opdaget.
Her er stier gennem klitterne, et gammelt sømærke i horisonten og Vesterhavets brede tunge, der får alle andres til at se mikro ud. Her er plads til at tænke. Og endnu mere plads til at lade være.
Jeg er kørt vestpå for at møde Søren Gade. Tidligere forsvarsminister. For mange veteraner i min generation: vores forsvarsminister. Ham, der stod der, imens det hele stod på. Ham, der tog ned og så det med egne øjne. Afghanistan. Irak. Balkan.
Ham, der tog turen ud og besøgte danske soldater derude.
Ham, der engang selv var soldat, og som i Helmandprovinsen jokede med, at han da godt kunne bruge en riffel og hjælpe lidt til, men at det nok ville se helt forkert ud i pressen derhjemme, hvis en minister selv deltog i et baghold.
Soldaterne ville have elsket det.
Sommerhuset ligger lavt i landskabet. Stråtaget stritter i vinden. En træterrasse snor sig rundt om huset. Klitterne går næsten helt op til døren. Der er meget lidt mellem mennesket og naturen herude.
Søren Gade åbner døren. Nikker. Viser ind. Laver kaffe. Sætter sig tungt i en stol i stuen.
Han kører en stor hånd gennem det hår, der forsvandt for længe siden.
Retter sig op og siger… ingenting.
Han har selv valgt det, må man forstå. Frivillig radiotavshed. Et tavshedsløfte med udsigt til klitterne.
Vi sætter os. Diktafonen ligger mellem os. Den optager. Den registrerer alt det, der ikke bliver sagt og lyden af vind og kaffekanden, der knurrer.
“Er det korrekt forstået, at du mener, at du gennem årene har sagt rigeligt om indsatserne ude i verden,” begynder jeg.
Han nikker.
“Så du mener ikke, der er mere at sige om Afghanistan?”
Søren Gade ser ud mod vinduet. Vinden går gennem marehalmen. Et par fugle fyger henover huset.
Pause.
“For mange er den her udredning betydningsfuld” siger jeg. “Over tusind sider fra DIIS. En samlet gennemgang. En mulighed for at få samlet nogle af de mange sandheder om en meget lang krig.”
Han tager en slurk kaffe.
“Er det rimeligt, at den bliver holdt tilbage, fordi I politikere ikke har lyst til at få jeres citater fra Udenrigspolitisk Nævn genlæst i nutidens lys?”
Stilhed.
Jeg bladrer i mine noter.
“Du var dernede. Mange gange. Besøgte holdene. Spiste med folk. Tog imod kisterne, når de kom hjem. Stod til begravelserne. Du var tæt på. Tættere end de fleste.”
Pause.
“Føler du stadig, at du står på samme side som dem?”
Han læner sig tilbage. Kigger på loftet. Som om der står noget skrevet deroppe, kun synligt for tidligere ministre.
“Lovede vi afghanerne for meget?”
Kaffekoppen bliver sat ned.
Han læner sig tilbage. Holder masken. Han hverken smiler eller ser sur ud. Bare to venlige øjne i et rundt hoved.
Det er en disciplin. Det kan jeg godt mærke. Ikke at sige noget. Ikke at blive lokket. Ikke at forklare. Ikke at nuancere. Ikke at tage endnu mere ejerskab over de tusind ting, man allerede har sagt.
Det er en stirrekonkurrence.
“Er du stadig sur på DR?” spørger jeg for at prøve noget helt andet.
Han trækker vejret ind. Holder det et øjeblik. Puster ud.
Radiotavshed.
Jeg slukker diktafonen.
Men jeg når kun lige akkurat at få kaffekoppen sat til munden, da Søren Gade pludselig begynder at tale.
Om Musa Qala, Camp Bastion, om at rejse rundt med kongen, som dengang var kronsprins, og hvor meget han savner at flyve i helikopter.
Jeg har aldrig hørt, Søren Gade tale så hurtigt.
Nu taler han om tolkene, felthospitalet, de afghanske børn og politiet i Helmandprovinsen, som var vind og skæve og skulle have hjælp til det meste, og så springer han til pengene, de korrupte myndigheder, og alle de over 40 nationer, der deltog i den krig, og som alle havde hver deres agenda, hver deres bagland, og selvfølgelig lovede vi afghanerne for meget, men vi gjorde, hvad vi kunne, men der er også grænser for, hvor mange stikveje, vi kunne tage, når først briterne og amerikanerne havde lagt motorvejen.
Jeg tænder diktafonen igen. Forsøger at gøre det lydløst, bare sådan casual.
“Er det en forklaring eller en undskyldning?” siger jeg så.
Han ser på mig.
For første gang virker det, som om han overvejer noget.
Men så lader han være.
Udenfor går en mand med en fiskestang. En Citroën Berlingo jerner forbi nede på grusvejen. Nogen har bestilt pizza. En guldsmed sætter sig i vindueskarmen.
“Måske synes du, at du har gjort rigeligt?” siger jeg og smider mine noter fra mig.
Han svarer ikke.
Interviewet fortsætter sådan. Spørgsmål, der lægger sig oven på hinanden. Stilhed, der bærer det hele. En envejssamtale med en mand, der har besluttet sig for, at ordene allerede er brugt op.
Alt er sagt, og det meste er blevet misforstået.
Da jeg går, følger han mig til døren. Nikker igen. Den samme bevægelse som før. Hverken mere eller mindre.
Udenfor vender jeg mig om.
“Det var så meget nemmere, hvis vi stadig var på samme hold!” råber jeg gennem vinden.
Søren Gade står i døråbningen. Sommerhuset bag ham. Klitterne foran.
Han vinker ikke farvel.
Han lukker døren.
Radiotavshed.
Det er også en måde at sige noget på.
