Da Søren ‘Skorpen’ Kjeldsen forlod Hæren i 2010, vidste han, at et liv i det civile ville blive let.
Nu var det slut med blodige vabler, ekstrem ventetid og vanvittige patruljer på liv og død i korrupte lande fyldt med miner.
Søren var kriger, veteran. Han kendte sig selv bedre end de fleste, og efter ni år i uniform havde han mistet evnen til at give op.
“Livet i det civile ville blive en leg. Sådan havde jeg det, da jeg kørte ud af hovedvagten for sidste gang,” siger Søren ‘Skorpen’ Kjeldsen fra sin sofa i Kolding.
Seks måneder efter var Søren forvirret og arbejdsløs.
Åbenbaring i badet
“Jeg var til 11 jobsamtaler uden at blive ansat. Jeg kunne ikke finde ud af at oversætte mine kompetencer til civilt sprog,” siger han og trækker sin kjortel på plads om benene.
Søren tog på et kommunalt kursus i at skrive ansøgninger.
Det var et desperat forsøg, erkender han i dag.
Her sad han sammen med 23 andre arbejdsløse på et jobcenter og forsøgte at finpudse en håndfuld cv-sætninger til brug i jagten på en timelønnet hverdag.
“Vi nåede frem til, at jeg er god til at samarbejde og hurtig til at lappe et lungeskud. Det kunne jeg ikke bruge til en skid,” siger Søren og smiler beklemt.
Men et par uger efter fik han en ide.
Han farvede sit hår sort, iførte sig en afghansk kjortel, slog en fortand ud og brugte en måned på at øve sig i pashto.
Søren ændrede derefter navn til Kemal ‘Skorpen’ Héel og søgte asyl.
Tre uger efter havde kommunen rullet ham ind i et integrationsprojekt og tilbød Kemal et kursus i civildanske værdier.
“Jeg lærte at komme for sent uden dårlig samvittighed. Jeg lærte at lave ingenting, når chefen er ude af huset. Jeg lærte at brokke mig over petitesser; vejret, kaffen, prisen på benzin.” siger Kemal og samler hele oplevelsen i én sætning:
“Jeg glemte alle mine kompetencer og lærte, hvordan jeg kan prale med dem alligevel.”
Undercover-veteran
Kemal fik en lejlighed, et truckcertifikat og et kursus i dansk.
“For civile er en veteran en selvmordstruet, halvfarlig, trist mand med gule tænder. Den fordom er jeg sluppet af med. Nu er jeg en stakkels asylansøger. Hvis jeg er træt eller hænger lidt med hovedet, får jeg kun kram og forstående blikke,” smiler Kemal.
Han stiller sig hen til stuevinduet med udsigt til gult græs og betonbyggeri.
“Jeg bliver behandlet som nydansker, og det er jo præcis det, jeg er,” siger han og åbner en blå Monster.
En uventet gevinst ved at genstarte sit liv som krigsflygtning er, at Kemal ikke behøver være bange for at tale over sig.
Han kan tale åbent om våben, vejsidebomber og fattige ørkner, uden at folk mistænker ham for at være undercover-veteran.
Tværtimod.
De vil ofte gerne høre mere, så de forstår, hvad Kemal har været igennem.
“Folk spørger, hvad jeg har oplevet, og hvordan jeg har det med det. Den slags. Det er befriende!”
Men er det ikke lidt groft at leve et dobbeltliv?
“Improvise, adapt and overcome,” siger Kemal med sin gamle Søren-stemme.
Kemal ‘Skorpen’ Héel arbejder i dag som gartner, hvor han ofte bliver rost for sit danske sprog.
