Nej, Andreas Bakkeholm gik ikke med 65 kilo grej i Afghanistan.
Han skød heller ikke en IED-udlægger på 450 meter med sin M95.
Og han levede slet ikke af MRE’s i fire måneder i træk.
Det er bare sådan noget, der falder ud af munden på den tidligere overkonstabel, når nogen spørger, hvordan det var at være udsendt.
Om det var vildt?
Om han skød nogen?
Om han syede sin egen faldskærm ud af sand?
“Det er så let at overdrive,” siger Andreas og tværer sin hånd rundt i ansigtet.
“Folk aner jo ikke, hvad vi lavede i den ørken. Jeg kan sige hvad som helst,” siger han og smiler flovt.
Andreas Bakkeholm har i flere år levet efter devisen:
Hvis en god historie bliver bedre af, at man lyver lidt, så gør man det!
Det er derfor, hans svigerfar tror, at Andreas har gået adskillige kamppatruljer i Helmand.
Ligesom hans bedste ven fra folkeskolen har fået historien, om dengang Andreas og resten af delingen faldt i et baghold nord for Gereshk og kæmpede sig igennem 100 talibanere og bagefter gik 17 kilometer i mørke, inden de gravede sig ned og sov i bunden at et skyttehul.
Det er en fuldstændig vanvittig historie.
Og det hele er løgn.
“Jeg vil gerne sige undskyld til alle de veteraner, der rent faktisk har oplevet noget vildt,” siger Andreas snøvlende som en rigtig taber.
Men hvad lavede du så i Helmand?
“Jeg var våbenmekaniker. Jeg var i Camp Bastion det meste af tiden. Hele tiden, faktisk.”
Hvorfor kan du ikke bare fortælle noget fedt om det?
Andreas Bakkeholm læner sig tilbage og bunder sin kaffe.
Han ryster langsomt på hovedet.
Og falder i staver.
Andreas er gået i biografen inden i sig selv nu.
Er det også løgn?
“Hm… tjaaa.”
Armen, forhelvede Andreas! Hvad lavede du så?
“Ingenting.”
Han trækker på skuldrene og sukker.
“Jeg arbejder som musikpædagog i en børnehave i Silkeborg.”
Der er helt stille i stuen nu.
Folk som dig skal på et tog ud af verden.
“Sådan kan man ikke tale til et andet menneske.”
I det mindste er jeg ærlig.
“Er det en bazooka?!!!”
Det hedder en dysekanon. Går du lige ud i haven?
