Værnsfælles

Vi er alle vikinger. Os’ i bil.

Læsetid: 4 minutter

Vi elsker vores flag, som drattede ned fra himlen den 15. juni, 1219.
Kongen nåede lige akkurat at gribe det, inden det rørte jorden.
Det siger vi tit til hinanden, fordi det er rigtigt.

Vi er alle vikinger. Hele tiden. Os’ i bil.

Hvis vi taber i fodbold, vinder vi altid lidt alligevel.

Vi har over 7.300 kilometer kystlinje.
Det er to meter længere end vores dagpengesystem.

Vi hjælper hinanden med at hade kommunen mindst to gange om måneden.

Hver 12. minut siger en dansk mor noget for 117. gang.

Vi har ingen bjerge. Men vi har stadig pissehøjt til loftet.

Vi har et af verdens ældste monarkier, og Dronning Margrethe er verdens sidste, rigtige ryger.
Det siger vi tit til hinanden, fordi det er helt utroligt.

Det regner i gennemsnit tit i Danmark.

Der er 650.000 hunde i vores land, og al deres lort skal gribes, inden det rører jorden.
Ligesom flaget, nemlig ja.

Vi er stolte af Bjørn Lomborg, Lars Ulrich og Margrethe Vestager.
Men først efter de fik arbejde i udlandet.

Vi har opfundet legoklodsen, feltspaden, Bluetooth og Vikingetiden.

Vi har over 1 million parcelhuse, og de er alle sammen pissedyre.
Men vi er virkelig gæstfri, hvis du ringer i forvejen.

Vores farligste dyr er flåten. Men vi er meget mere bange for ulven.

Og Skat.

Vi bruger vores liv på at lede efter den rette hylde, og vi hænger os aldrig i, hvad andre siger.
Det siger vi tit til hinanden, selvom det er løgn.

Alle danskere bliver ældre. Undtagen Brian Laudrup.

Hver 9. minut løber en københavner rundt om ‘Søerne’, selvom alle andre kan se, at det bare er bassiner.

Vi kommer aldrig nogensinde for at danse.

Vi går i haven og knokler, så vi kan stå ude og hænge på riven og glæde os til at komme ind og sidde.

Vi tror på demokrati, og vi tror på politikere, hvis de har haft et rigtigt arbejde.

Vi uddanner os gratis, og vi har opfundet flexicurity, men det betyder bare, at vores sikkerhed arbejder flex.

Hver 7. minut bliver en turist skuffet over størrelsen på Den Lille Havfrue, selvom vi vinker ret meget med vognstangen i navnet.

Vi drikker kaffe, inden vi står op, og lige inden vi går i seng.

Vi hader Sverige.
For sjov.
Ej, for alvor.

Det er vigtigt for os at have noget at have det i.
Ellers skal vi bare holde vores kæft.

Vi kører bil, når vi kører bil, men kun når Vlado kigger.

Vi har over 400 øer, men det er kun Fyn, vi ignorerer.

Vi har et af verdens højeste skattetryk, og vi cykler i modvind begge veje, og vi hader begge dele, især når vi cykler ned på biblioteket og fylder kurven med Jussi Adler-Olsen.

Vi har mange flere grise end mennesker.
Og vi hader skovsvin, selvom vi smider vores snusposer alle steder.

Os’ i skoven.

Vi har ét af verdens mest digitaliserede samfund.
Og vi bruger det primært til at glemme vores password.

Vi har en offentlig sektor, der tit sender breve om, at vi har fået digital post.

Og vi læser det sgu.

Hvis vi kan huske vores password.

Vi har et sprog, der lyder, som om vi mumler hemmeligheder, selv når vi råber.

Vi har verdens reneste drikkevand.
Men vi er alligevel skidebange for at blive syge, og det er landmændenes skyld.

Og landkvinderne.

Vi gør nemlig ikke forskel på folk.

Med mindre de er rige.

Vi har en arbejdskultur, hvor man går tidligt hjem.
Og arbejder videre.

Vi har et sundhedssystem, der er gratis, hvis vi gider vente på det.

Vi har verdens største vindmølleproduktion.
Men vi brokker os over blæsten.

Vi hader janteloven. Men vi overholder den alligevel.

Vi har et land, der er så fladt, at det højeste punkt er noget, vi selv har bygget: Storebæltsbroens pyloner.

Vi har køkultur.
Og du bliver eddermame ikke lukket ind på baren, hvis du glemmer det.

Vi har en nationalret, der er lavet af stegt svin og vilje.

Danmark har ligget i toppen over verdens lykkeligste lande næsten hvert eneste år siden 2012. 
Det er, synes vi selv, lidt i overkanten.

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Kaptajn Pjevs skriver om militæret. En verden, hvor alt er lidt for tungt, lidt for dumt og alligevel helt nødvendigt.

Det er journalistik fra et menneske, der har været der, og som ikke gider pynte på noget.

Kaptajn Pjevs er en militær insider med adgang til krigshistorie, depotrum og kollegiale traumer.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.