Reportage: Lad mig begynde med en advarselstrekant, én af de gule med udråbstegn.
Camp Reminder mangler stadig en godkendelse fra myndighederne.
Det indrømmer Torben Vilfort også, hvis man spørger ham.
“Systemet skal lige fintunes,” som han siger.
Han er i øvrigt ikke i familie med den Vilfort.
Det har jeg også spurgt om.
Torbens koder
Torben Vilfort er en 43-årig mand, som først var kaptajn i Hæren og siden blev programmør og ansat i Salamander Software Solutions, hvor han udviklede nye GPS’er til Forsvaret, software til kampvogne, robothunde og droner.
En hel del nørder vil genkende hans navn, trække hovedet ud af the deep web og sige:
“Torbens koder er for vilde!”
De sidste to år har Torben Vilfort arbejdet på sit eget projekt hjemme i privaten lidt udenfor Sigerslev i Stevns Kommune.
Et nedlagt landbrug med tilhørende gammel lade.
Stuehuset står hvidkalket og vindblæst med udsigt til fire brakmarker og en kirke i horisonten som nærmeste nabo.
Her er Camp Reminder blevet til.
Den indre kriger
Camp Reminder er et computerspil, der bedst kan beskrives som virtual reality, men som mere præcist er lag lagt ovenpå virkeligheden.
En brakmark bliver til en ørken. En lade ligner Cookhouse i Camp Price. Fem mælkekasser bliver til trappen op til en vagtpost i Kroatien, Irak, Bosnien, Afghanistan – det er forskelligt.
Det ændrer sig, alt efter hvem der spiller spillet.
Ved hjælp af over 3000 veteraners privatoptagelser og fotos fra udsendelser, er det lykkedes Torben Vilfort at genskabe 250 forskellige missionsområder og militærlejre.
Veteraner kan besøge deres gamle telte, køre patruljer, stå på vagt og dele en smøg med en forsyner over en spandfuld sand.
Ligesom i de gode, gamle dage, da verden var sjovere, og knæene virkede.
“I Camp Reminder sender vi tidligere udsendte soldater tilbage i krig – en time eller to,” siger Torben Vilfort og smiler tilfreds.
Det, synes han selv, lød smart.
“Vi vækker minderne hos de veteraner, der har glemt, druknet eller fortrængt dem.”
Hold nu kæft
Jeg får udleveret et par store, sorte briller, en hjelm og et sæt små, trådløse høretelefoner, der ligner de gule ørepropper i Forsvaret.
Torben Vilfort kigger på uret.
“Klokken er 17.38,” siger han ned i en mikrofon.
“Klar?”
Jeg nikker.
Først bliver alt sort – som om verden genstartes.
Jeg ser en stor, lysende cirkel, der drejer rundt, bevæger sig tættere på og forsvinder bag mig.
Det lyder som torden.
Så står jeg i klipklapper foran Kuffen i Camp Bastion, Helmand.
Sandet under mine tæer føles ægte.
En britisk soldat spørger, om vi skal spille beachvolly, men jeg takker nej, fordi Ruth lige er kommet ud med en frisk banankage.
Hun står med en hånd i ryggen iført forklæde, rød spænde i håret og solbrændte kinder.
Hold nu kæft, hvor er det godt lavet!
Tre sekunder
Jeg tager et stykke kage og går henover træterrassen, ud på stien; det sorte fortov af hård, hullet plastik, som gør pisseondt på bare tæer.
Det husker jeg nu.
Det er et såkaldt open world-spil, hvor jeg kan bevæge mig frit rundt i hele det danske ansvarsområde, som det så ud i 2012.
Hvis jeg har lyst, kan jeg tage en bil alene til Musa Qala, jeg kan gå i Cookhouse og forstyrre en flok amerikanere midt i en bordbøn eller fucke en signalmands dag op ved at dreje på alle knapperne på hans radio.
Den slags.
Men det gør jeg ikke.
Jeg står bare midt i støvet, spiser min kage, ryger en halv pakke smøger og kigger rundt på det, der på en prik ligner Camp Bastion, dengang jeg var udsendt.
Det er næsten ikke til at fatte.
Jeg kan se sandfarvede telte, flag, køretøjer og danske soldater, der pakker deres grej, pudser deres rifler og spørg efter tidshorisonter.
Så bliver alting sort.
Det lyder igen som torden.
Jeg er tilbage hos Torben Vilfort i Sigerslev, der smilende trykker på en knap, der lyser blåt, og siger:
“Det var tre minutter.”
“Tre!”
Krig uden krig
Camp Reminder er blevet testet på 25 tidligere soldater, og det har ændret spillet en del.
Den største forskel fra Torben Vilforts første demo og til den nuværende version er, at det er umuligt at slå nogen ihjel eller selv dø i spillet.
Der er ingen ildkampe, ingen kamppatruljer, ingen trafikuheld, vejsidebomber eller lurminer.
Det virker lidt besynderligt, når det nu handler om krig.
Men for det første er det slet ikke det, de gamle soldater efterspørger.
Det er meget sjældent ildkampene, de kommer for at genopleve.
De vil på opdagelse i deres gamle lejre, ligge i en feltseng, sidde foran en FAB i en plastikstol og fortælle røvere, stå på vagt og høre Mads og Monopolet eller se op på en funklende klar ørkenhimmel fuld af stjerner.
De vil mærke hverdagen igen.
“For det andet har der været to uheldige episoder,” siger Torben Vilfort og ser ned på sine hænder.
Operation Storm
En veteran fra Kroatien ville gerne opleve Operation Storm igen.
Per hed han, og alt gik strygende, indtil granaterne begyndte at falde, og soldaterne søgte tilflugt i bunkerne, imens kroaterne kom buldrende, og alting gik i stå i den danske lejr. Per trak sin pistol og skød pludselig sin kompagnichef, fordi det hele var ved at ramle sammen, og kompagnichefen bare stod og gloede og ikke magtede at tage én eneste rigtig beslutning.
“Giv mig en ordre!” råbte Per og sigtede efter maven.
Da Per blevet taget ud af spillet, fór han ud til sin jakke, fandt sin telefon og forsøgte at finde kompagnichefens nummer, og det lykkedes.
Men det viste sig, at kompagnichefen havde været død længe.
Han var faldet om i en campingvogn syd for Billund tre år tidligere.
Da Per modtog den besked, satte han sig ned og pustede ud med et tungt suk.
Som et dæk, der taber trykket.
“I over 20 år havde Per været vred på den officer,” siger Torben Vilfort og rømmer sig.
“Det vil vi gerne undgå i fremtiden.”
Pisselortegrej!
Den anden uheldige episode var to tidligere finskytter, som ville en tur til Upper Gereshk Valley, Afghanistan.
De ville vide, om de stadig havde det i sig, som en af dem sagde.
To minutter inde i spillet missede de et mål på 800 meter og kom op at skændes, fordi skytten mente, det var observatørens skyld, og observatøren mente, det var skyttens skyld, og selvom de til sidst faktisk blev enige om, at fejlen lå hos skytten, kom de op at slås ude på parkeringspladsen, fordi skytten mente, at det var riflen, den var gal med, ikke ham.
“Pisselortegrej!” råbte han og stak sin observatør en flad, inden de ifølge Torben Vilfort kørte væk i hver sin bil og aldrig har talt sammen siden.
“Det vil vi også gerne undgå i fremtiden,” siger Torben og smiler undskyldende.
Hvis alt går vel, og hvis de sidste opdateringer kommer i hus, åbner Camp Reminder til april.
